Rutebilselskabet Haderslev (KU90976)

Kort sønderjysk rutebil

Leyland/DAB 9-948L fra 1986


IdentitetRutebilselskabet Haderslev (KU90976)
TypeLeyland/DAB 9-948L
MotorLeyland TL11 (210 HK)
GearWilson GB457
Første indregistrering24. september 1986 (KU90976)
Afmeldt2013
Kørte kmOver 1.000.000
Stelnummer8600117
ByggenummerDAB-32586
Pladser35 sidde- og 29 ståpladser
Døre1-1-0
Overtaget af Busbevarelsesgruppen7. november 2013


Leyland-DAB serie 7 må om nogen bus siges at være den klassiske 1980'er-rutebil i Danmark. DAB producerede typen fra 1982 til 1990 - de første år med Leyland-motorer, mens man de sidste år, efter at Leyland var blevet solgt til Volvo og DAB skilt ud, kom en DAF-motor i de fleste af dem. I slutningen af 1989 leveredes de første af afløsermodellen, serie 12, der kun byggedes med DAF-motor.

Gennem årene blev serie 7 produceret i rigtig mange forskellige varianter og længder. Den udkom f.eks. både i længderne 9,48 m, 10,24 m, 10,68 m og 12 m foruden som ledbus, og i såvel bybus- som rutebil- og turistbusudgave. Desuden blev de busser, som dengang byggedes på de danske fabrikker, i høj grad tilpasset købernes særlige ønsker - noget der yderligere bidrager til variationen over serie 7. Alligevel var og er serie 7 let genkendelig og meget karakteristisk, og det er derfor også oplagt at bevare forskellige eksempler på en sådan bus.

Udfra serie 7 sprang den kortere version: Serie 9! Vores Rutebilselskabet Haderslev (RH) bus er i den helt korte version på 9,48 m. Der er tale om en 9-948L fra 1986. Serie 9 blev kun produceret i denne ene længde, hvilket skete i 35 eksemplarer mellem 1984 og midten af 1987. Herefter udgik serie 9 og dens specialiteter, men længden kunne derefter fåes som 7-948L i 1987-88 (16 stk. bygget) og var en del af det almindelige serie 7-program. I 1989 skiftede DAB serie 7 ud med serie 12 og der blev også bygget 5 stk. 12-948L. Bussen har selvfølgelig Leyland-motor og ligner en serie 7, men adskiller sig alligevel lidt. Hjulene er mindre og der er en synlig afstand på siden mellem hjul og pynteliste. I lighed med de fleste serie 9 har stolene i bussen ingen puder til nakken, men derimod mere bybusagtige stole...

Den blev oprindeligt leveret til Rutebilselskabet Haderslev i 1986, hvor den kørte helt til 1999. Siden kørte den desuden for både Dansk Røde Kors og Vores Busser, Rårup. Den fremstår med pæn og original indretning indeni - med alle periodens herlige, tidstypiske brune nuancer.

Rutebilselskabet Haderslev nåede at eksistere i over 75 år, og er dermed et vigtig stykke dansk kultur. I starten hed det Ruteautomobil Haderslev, men i 1985 ændrede de navnet til Rutebilselskabet Haderslev, som det har heddet, indtil salget til Tide Bus i 2013. Vi er glade for nu at have fået en Rutebilselskabet Haderslev bus i vores samling, og dermed har vi også fået det sydlige Jylland med på vores Danmarks(bus)kort.

BILLEDER

Klik på dem, så bliver de større

RH serie 9
Rutebilselskabet Haderslev serie 9'eren i Alsted 9/11-2013 Foto: Jakob Lønbæk Nygaard Christensen.

RH serie 9
Interiør i serie 9'eren, 9/11-2013 Foto: Jakob Lønbæk Nygaard Christensen.

RH serie 9
Serie 9-bussen i hallen i Alsted 9/11-2013, kort efter overtagelsen. Foto: Peter Berggrén Brandsen.

RH serie 9
Vores to DAB-busser med Leyland-motor ved siden af hinanden, Alsted 9/11-2013

RH serie 9
Chaufførpladsen i bussen, 9/11-2013

RH serie 9
Vores 9-948L og den 7-948L, som den erstattede, Alsted 9/11-2013

© Busbevarelsesgruppen Danmark
http://www.busbevarelse.dk   -   http://www.busbevarelsesgruppen.dk   -   http://www.bbgdk.dk